Kategoriarkiv: GM-Turnering i Chesshouse 2014

Kampskak i Chesshouse, Palo og Cuenca vinder. – del 2

 Det tog mig nogle dage nogle dage at restituere efter GM-turneringen i Chesshouse. Måske var jeg dog ikke den eneste, der var halvrusten:

Jens Ove Fries Nielsen-Rasmus Skytte. Stilling efter 10...b6

Jens Ove Fries Nielsen-Rasmus Skytte. Stilling efter 10…b6.

Hvid har naturligvis mindst lige spil takket være den marginalt bedre udvikling, men sort gør klar til Lb7. 11.Sb3?! var nu ikke trækket, og efter 11…Lb7 12.dxc5? e5! 13.Lh2 bxc5 14. Sfd2 d4! har sort allerede klar fordel!

Skytte startede som sagt med 5,5/6, og den enlige remis var mod mig. Jeg ved ikke hvad der gik galt for ham, men det bliver sikkert nemmere at håndtere et lignende pres i fremtiden.

Chatten i liveudsendelsen er altid hyggelig, men jeg havde kun lejlighed til at følge 8.runde efter min korte remis mod Mads Andersen. Her var det tydeligt for mig, at der var nerver på i Cuenca-Skytte, og begge parter lavede flere mærkelige træk.

Mit nemmeste parti blev mod den svenske stormester Stellan Brynell.

Davor Palo-Stellan Brynell. Stilling efter 15...Dd8-d7.

Davor Palo-Stellan Brynell. Stilling efter 15…Dd8-d7.

Åbningen har været en success for mig, for hvid sidder med terrænfordel uden at det sorte modspil er til at få øje på. Apropos modspil, så leger sort nu med ideen om at slå på d5.  Det mest åbenlyse træk er 16.e4, men efter …c6!? er det klart, at hvid kunne stå mere optimalt, før han går i aktion.

16.Sc3!? virker som det rigtige. Iøvrigt får man ofte et forspring på uret, når modstanderen ikke har nogen klar plan. Jeg synes at stillingen er en god øvelse i sig selv. Hvid vil starte med Tfd1, og derefter beslutte om der skal spilles Sb3 eller f.eks. e4 fulgt af manøvren Sd2-f1-e3. Så sort kan ikke stå stille. Stellan er en fabelagtig positionsspiller, og han forstod naturligvis farerne i stillingen. Faktisk var han muligvis for pessimistisk. Det bedste træk er nok 16…Teb8!? for at følge op med Dd8 og axb4 fulgt af afbytning af de tunge officerer.  I sådan en stilling har hvid stadig gevinstchancer, og jeg havde nok holdt dronningerne på brættet. Ellers kan sort prøve 16…h5!? hvis han er i bedre humør.

Der fulgte 16…axb4?! 17.axb4 c6? som jo var det, jeg ville forhindre! Efter 18.Sde4! Sxe4 19.dxc6! Lxc6 20.Lxe4 opstår denne stilling:

Davor Palo-Stellan Brynell. Stilling efter 20.Lxe4

Davor Palo-Stellan Brynell. Stilling efter 20.Lxe4.

Sort har sådan set befriet sig lidt, og bonden på c4 er nu svagelig. Springeren er på vej til e6. Faktisk har hvid klar fordel, og det skyldes nogle konkrete faktorer. Stil Sf8 på f6, og billedet ændrer sig fuldstændigt! Efter 20…h6 21.b5! Lxe4 22.Dxe4 Txa1 23.Txa1 Sh7:

Davor Palo-Stellan Brynell. Stilling efter 22...Sh7.

Davor Palo-Stellan Brynell. Stilling efter 23…Sh7.

Nu begynder det at ligne noget. Men inden man udfører trækket Sd5, som lægger pres på b6, opdager man svaret …Sf6! og begynder at lede efter noget mere overbevisende. 24.Dc6! Dxc6 25.bxc6 Sf6 26.Sd5 og game over. 1-0.

Jeg håber, at der bliver flere af den slags turneringer i fremtiden. Der bliver en i Brønshøj i slutningen af Marts, men jeg har sgu ikke fået nogen invitation :D .

Kampskak i Chesshouse, Palo og Cuenca vinder. Hvordan scorer man de dælens normer?

Det var en hård omgang. Den lukkede GM-turnering i Chesshouse var på højde med en god dansk landsholdsklasse (ELO snit 2462) og angiveligt den første GM-turnering i Århus i 11 år.

Jeg skal ikke lægge skjul på, at mit honorar var væsentlig større end 1.præmien, så denne turnering var lidt anderledes end de fleste. Men jeg gjorde nu absolut hvad jeg kunne for at vinde den – æren følger jo med – og det kunne man også ligeså godt, for i denne turnering kunne man alligevel ikke tage remis før træk 40! Ifølge Rasmus Skytte gav det færre remiser og mere kampskak.

Samme Rasmus Skytte var på jagt efter sin første GM-norm og spillede fremragende i det meste af turneringen – faktisk i så vild en grad, at jeg efter seks runder havde opgivet at hente ham. Hvis han bliver ved sådan, har han titlen indenfor et par år.

En af de mest spændende momenter for en skakspiller opstår, når vedkommende har en chance for en norm – eller det at færdiggøre en titel! Ikke alle håndterer det lige godt, men mange forstår ikke, at det har været så svært for dem, når de først har titlen! En god stormester kan lave mange GM-normer på et år, og hvis jeg får en turnering, hvor jeg ikke laver en IM-norm…vil det temmelig sikkert kandidere til årets dårligste præstation!

Jeg havde sådan en situation for mere end 10 år siden i en Politiken Cup, hvor mit fokus var på en IM-norm. GM Jonny Hector havde taget mange risici i vores parti, som endte remis efter hård kamp. Efter partiet kom Jacob Aagaard til mig og sagde: “Jamen, han spiller uden det der pres. Hvis han har en dårlig turnering, taber han måske bare 10 elo-point!”

Lukkede grupper giver bestemt den bedste chance for at lave en norm. Man ved, hvor mange point man skal bruge, og modsat en Open behøver man ikke være bange for at mangle udlændinge, eller evt. at være uheldig med en sidste rundes parring.

Såeh…hvordan ruster man sig selv bedst til sådan noget?

For mig eget vedkommende har jeg typisk lavet normerne, når jeg inderst inde slet ikke var i tvivl om, at jeg var stærk nok. En slags nonchalance. Den slags selvtillid kom ved hård træning. Mit egentlige gennembrud kom vel i 2002. Jeg har altid syntes, at skole er noget ekstremt kedeligt noget, men man kunne nok ikke læse i en skakbog ret længe i skolen, før man blev smidt ud. Så jeg var smart: Skriver man brikkernes placering ned på et stykke papir, ligner det jo bare notater. Og så kan man sidde og knække opgaverne i hovedet, når man sidder og har time i skolen.

Champions are made…when noone is watching.

Så den gode træning er altid nøglen. Nogen gange går der bare temmelig lang tid, før resultaterne kommer. Hjernen kan godt lide at gøre som den er vant til, godt eller skidt. Så ligesom med andre ting i livet tager det tid at ændre ens vaner i skak.

Iøvrigt er det min opfattelse, at en skakspiller også opnår et slags gennembrud, den dag han/hun i fordelagtige stillinger altid spiller på gevinst – uanset modstander.

Kan I hygge jer,

Davor Palo